Om Yarn Every Wear

”Glæden ved at strikke, ønsker jeg at give videre til mine kunder.”

Helle Bonde-Petersen, garnnørd og ejer af Yarn Every Wear

Lidt om mig og min passion for garn

Da jeg var barn var jeg meget sammen med min bedstemor efter skole. Min bedstemor fandt stor glæde i alle former for håndarbejde, og det skabte en enorm interesse og nysgerrighed hos mig. Min bedstemor lærte mig at strikke, hækle, brodere, sy og kniple. Jeg syntes, det er sjovt at lære nyt, hvilket har gjort, at jeg stadig i dag pendler meget mellem de forskellige former for håndarbejde.

Jeg kan ikke sidde stille uden at bruge hænderne. Jeg er altid i gang med flere projekter, så længe det har noget med garn at gøre. Det er afslappende at strikke, og jeg kan have mit strikkegrej med alle steder.

Jeg betragter mig selv som garn nørd og har deltaget i flere online kurser omkring for eksempel sokkegarn, patentgarn, upcycling af garn og lignende.

Jeg er oprindeligt uddannet billedkunstlærer og har undervist i faget håndværk & design på bl.a. Friskolen Bylderup Bov, hvor jeg har også var skoleleder i en periode.

Derudover er jeg ægte sønderjyde, da jeg er opvokset lidt udenfor Bylderup Bov. I dag bor jeg i Store Tønde sammen med min mand og to voksne drenge. Jeg er bestyrelsesmedlem i den lokale gymnastikforening og kommer i en kristen menighed i Bylderup Bov.

Butikken i Tønder

Den fysiske butik Yarn Every Wear på gågaden i Tønder er indrettet med et hyggeligt hjørne, der summer af caféstemning. Her kan du nyde en dejlig kop kaffe og udveksle erfaringer med andre strikkere og hæklere. Det er nemlig sjovere og hyggeligere at skabe og designe i et kreativt rum sammen med andre.

Den store og lyse butik er overskueligt indrettet og rummer et hav af garn i forskellige farver, mønstre, bæredygtigt bambusgarn, bomuldsgarn, og så tilbyder vi et stort udvalg af mærker såsom Filcolana og Sandnes.

Driller ting, så kom ind i butikken. Jeg hjælper gerne undervejs i dit projekt med for eksempel nye teknikker, med at finde det rigtige garn eller en ny opskrift og kreative forslag.